Kan dit postprogram ikke vise vores nyhedsbrev - så se det på linket her.

Skolestarten


Nyhedsbrev September 2010 - Hørby Ungdomsskoles Repræsentantskab

148 elever udgør elevholdet på Hørby Ungdomsskole i skoleåret 2010/11. Dermed er dette elevhold det største, der nogensinde har været på efterskolen.
I løbet af sommerferien er den ene af de to drengegange i skolens hovedbygning blevet renoveret og udvidet, så der med indgangen til dette skoleår er fire sengepladser mere end tidligere.

Søndag den 16. august var de nye elever inviteret til skolestart sammen med deres familier, og således deltog næsten 600 mennesker i den begivenhed, der skyder 10 måneders efterskoleliv i gang for det nye elevhold. 10 af eleverne er 'andetårs elever', der i forrige skoleår gik på Hørby i 9. klasse og nu fortsætter i 10., mens 138 nye og forventningsfulde HU´ere sad klar i hallen, da velkomsten lød.




I velkomsttalen til eleverne blev der talt om udfordringen, der altid melder sig, når noget nyt skal. Og det lød bl.a. sådan her:
"Mange af jer sidder helt sikkert med fornemmelsen af, at det er noget af en mundfuld at tage fat på sådan 10 måneder på en helt ny skole i en helt ny hverdag. Men enhver ny begyndelse er og bliver en udfordring, så i den forbindelse skal vi måske lige sende en tanke tilbage til dengang flyvning var noget helt nyt i menneskehedens historie. Dengang lykkedes det brødrene Wright i USA at få en flyvemaskine i luften, men faktisk var den tur den fløj kortere end afstanden fra vingespids til vingespids på en Boeing 747, som man bruger i flytrafikken i dag".


Se mig som jeg er, og vis mig hvem jeg kan blive



Under denne overskirft går de første fire uger af skoleåret i gang. I den periode handler det om at få lagt et godt grundlag for skoleåret, og derfor vil de fire uger være en slags 'mini-udgave' af et efterskoleår, hvor elever vil opleve mange af de islæt af skoleåret, som de senere kommer til at stifte bekendtskab med i rigt mål. Således drog alle allerede mandag formiddag efter ankomsten af sted til Rosenholtlejren i Jyske Ås. Her kom det første døgn til at gå, hvor eleverne blev kastet ud i at snakke med de nye efterskolekammerater.

Programmet for de fire uger er tilrettelagt således, at det hver uge er en vekslen mellem skolegang efter det almindelige skema og alternative dagsporgrammer, der både sætter de faglige udfordringer ind i nye rammer og samtidig har fokus på, at det nye elevhold kommer godt fra start.


Personalet


Op til sommerferien stoppede Heide Schneider, der i skoleåret 2009/10 havde været vikar for Helle Stagsted, der efter en del år på Hørby i dette skoleår havde orlov, og som nu har søgt andre udfordringer som underviser ved SOSU-skolen Hjørring.
Op til indeværende skoleår har der derfor været en ansættelsesrunde, hvor bestyrelsen har ansat Anna Bering Morsø Windberg som lærer i fast stilling. Anna underviser fortrisvis i dansk og tysk, og har derudover også Kristendom på sit skema. Anna er nyuddannet lærer fra Hjørring og er bosiddende i Frederikshavn.
I dette skoleår er det - grundet en fyldt skole - muligt at fastholde antallet af lærere på 17. Det samlede personale på Hørby Ungdomsskole tæller 33, hvortil der kommer en timelærer (vikar) og en pedelafløser, der hjælper os med opgaver hen over sommerferieperioden - så med i alt 35 mennesker på lønningslisten, er vi den største arbejdsplads i Hørby.

 


Det sker for repræsentantskabet i 2010/11

Inden så længe vil vi udsende invitationen til det årlige Midtvejsmøde, der i år afholdes onsdag onsdag den 27. oktober. Samtidig vil jeg her også nævne datoen for Repræsentantskabsmødet i 2011 (er tidligere meldt ud i forbindelse med dette års møde), der er planlagt til mandag den 16. maj 2011.
Ud over disse to arrangementer finder der i løbet af skoleåret en række arrangementer sted, som I fra Repræsentantskabet er meget velkommen til at deltage i. Her tænker jeg f.eks. på skolens musical, der i indeværende skoleår opføres 13-14-15. april (ugen op til Palmesøndag). Her har vi den ordning, at I, der er medlemmer af repræsentantskabet får en gratis adgangsbillet til en af forestillingerne.
Den sidste søndag i september - 26/9 - er der Efterskolernes Dag på alle landets efterskoler of selvfølgelig også på Hørby. Dette arrangement er naturligvis ikke et repræsentantskabsarrangement, men en stor opfordring herfra, hvis I kender nogen, der er ude at lede efter den rigtige efterskole, til at fortælle om Hørby og måske tale for et besøg herude på Efterskolernes Dag.
Denne dag er en vigtig del af vores elevoptag, og vi har tradition for rigtig mange besøg, hvorfor det vil være dejligt, hvis dette kan gentages i 2010.

Med venlig hilsen
HØRBY UNGDOMSSKOLE

Mogens Vestergård Pedersen
Forstander





Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbrev? AFMELD HER