Kan dit postprogram ikke vise vores nyhedsbrev - så se det på linket her.

Nyhedsbrev - Januar 2012


Ikke så snart er eleverne mødt på Hørby Ungdomsskole efter juleferie, før travheden i efterskolelivet atter melder sig. Således har ugerne siden nytår f.eks. budt på Nordjyske Mesterskaber i Basket på efterskolen HCI ved Haverslev, hvor Hørby deltog med ca. 50 elever, ligesom der har været en træningsaften i volley hjemme på skolen i Hørby med gæster fra andre nordjyske efterskole.

Hørby Ungdomsskole deltog ligeledes i Efterskolernes Aften - det nye initiativ fra Efterskoleforeningen med åbent hus på landets efterskoler, hvor gæster blev budt inden for til besøg, rundvisning og informationer om det at gå på efterskole.
Ca. 175 mennesker gæstede  denne onsdag aften i begyndelsen af januar, og der blev lejlighed til mange gode snakke med måske kommende efterskoleelever, og igen var der lejlighed til at understrege, at det nu igen bliver billigere at gå på efterskole efter, at de planlagte besparelser på elevstøtten er fjernet fra den just vedtagne finanslov for 2012.

Hørby Ungdomsskole byder igen inden for til åbent hus for interesserede unge og deres forældre - det sker søndag den 11. marts fra kl. 13 - 17.


Jubilæum med fest og masser af musik.

2012 er jubilæumsår på Hørby Ungdomsskole. 9. april fylder skolen 40 år, og det skal naturligvis markeres med en række begivenheder året igennem.

Elevstævnet lørdag den 31. marts bliver et særligt jubilæumsstævne, hvor alle deltagre inviteres på jubilæumsmiddag forud for musicalforestillingen, der traditionen tro er med til at danne rammen om stævnet.

På selve jubilæumsdagen - som falder på 2. Påskedag - inviterer skolen de nuværende elever og deres forældre til fødselsdagskaffe om aftenen, mens eleverne i dagene efter Påske vil opleve et jubilæumsprogram, hvor skolens fødselsdag skal fejres. Planen er, at der fejres i 40 timer, og faktisk slutter fejreingen med at fremtiden melder sig, da jubilæumsugen også har introduktionsaftenen for det nye elevhold på programmet.

Senere på foråret - mandag den 14. maj - afholdes festaften for skolens bestyrelse og repræsentantskab og andre gæster. Dette sker i forbindelse med repræsentantskabets ordinære møde samme fag.

Efter sommerferien fortsætter fejringen sammen med det nye elevhold. Det sker i forbindelse med et par jubilæumskoncerter, der løber af stabelen i efteråret, og som kommer til at indeholde musik og sang fra de mange musicals, de siden 1984 er blev opført på Hørby Ungdomsskole.

En del af de tidligere musikelever på Hørby Ungdomsskole har i dag fået en karriere som udøvende musikere, og således leveres både sang og musik til  jubilæumskoncerterne af folk, som tidligere har stået på scenen, da de selv var elever på efterskolen.

Allerede nu er grundstammen i den besætning, der skal forestå jubilæumskoncerterne blevet samlet, og sammen med skolens musiklærere Ole Læborg og Mark Christiansen har de netop påbegyndt arbejdet med at samle repertoire, opfordrer flere folk til at medvirke ved koncerterne samt at lave nye og spændende arrangementer af de velkendte musicalnumre.






Skirejse til Oberstdorf - uge 4 2012

Det er tradition, at elevholdene på Hørby Ungdomsskole tager på en skirejse med skolen. 

Siden det første elevhold i 1972 har Hørby Ungdomsskole hvert eneste år været på en skirejse med eleverne. De første mange år altid til Norge, men i 2010 blev traditionen brudt, da skolen før første gang kørte sydpå til Alperne. 

Turen går helt ned til grænsen mellem Tyskland og Østrig til skisportsbyen Oberstdorf, og således drager hele holdet sammen med personalet søndag den 22. januar i tre busser fra Nilles for at få fire dage på ski i alpeidyllen.

Næste år er der truffet aftale med Dagali Hotel, som mange tidligere HU-elever gennem årene har besøgt på deres tur med efterskolen, og en ny tradition er således skabt med det ene år at besøge de norske fjelde og det andet år de sneklædte og solbeskinnede alper.


Med venlig hilsen
HØRBY UNGDOMSSKOLE

Mogens Vestergård Pedersen
Forstander


Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbrev? AFMELD HER