Kan dit postprogram ikke vise vores nyhedsbrev - så se det på linket her.

November Nyhedsbrev - 2011


Det bliver billigere at gå på efterskole.

Torsdag den 3. november blev finansloven for 2012 præsenteret og til stor glæde i efterskoleverdenen fremgår det af forslaget, at VKO´s planlagte besparelser på elevstøtten til efterskoleelever på 141 millioner kroner bliver ikke til noget alligevel.

Den nye regering fjerner besparelserne, men fastholder, at størrelsen på elevstøtten skal afhænge af husstandsindkomsten og ikke af forælder/forældreindkomsten.

Det ændrede beregningsgrundlag vil betyde ekstra 51 millioner kroner i kassen, og de penge skal afsættes som en reserve til efterskolerne, så det bliver økonomisk overkommeligt for alle familier at sende et barn på efterskole.

På undervisningsministeriets hjemmeside fremgår det:

"Så mange forældre som muligt skal have mulighed for at sende deres børn på efterskole. Derfor annullerer regeringen i finanslovsforslaget den skærpede indkomstaftrapning af elevstøtten til efterskoleelever, som den tidligere regering besluttede. Det betyder, at faldet, der er gennemført i elevstøtten for familier i mellemindkomstgruppen, ændres, således at de igen får bedre råd til at sende deres børn på et efterskoleophold".

Skoleformen har nu en stor opgave i at være med til at løfte budskabet om, at det bliver billigere at gå på efterskole ud i den brede befolkning, og han tror på, at det er en melding mange familier med en dreng eller pige i efterskolealderen går og venter på. Derfor en opfordring til, at I bidrager til, at der skabes opmærksomhed omkring disse stærkt forbedrede vilkår fremover.

En lejlighed til at fortælle historien kan være i forbindelse med det landsdækkende åbent hus arrangement, der afholdes onsdag den 11. januar 2012, og hvor dørene også på Hørby Ungdomsskole åbnes, når man byder interesserede inden for.

 






De små idrætsgrene.

Hørby Ungdomsskole har fokus på de små idrætsgrene, som der i de senere år har været stor interesse omkring.

I et tidligere nyhedsbrev har der været et indslag om skolens nye floorballbander, og hvordan disse har været med til at løfte spillet og oplevelsen for de elever, der har floorball på skemaet, ligesom også judo, der fra dette skoleår er kommet med i udbuddet af fag iden for idrætslinien tiltrækker såvel drenge som piger.

En anden aktivitet, der i første omgang er taget ind som aftenaktivitet er 'Crosstraining'. Crosstraining er en træningform der for tiden kun bliver mere og mere populær. Som navnet antyder, er det en blanding af flere sportsgrene. Der er elementer fra vægtløftning, gymnastik, boksning og mange flere. Man ved aldrig hvad man skal lave når man kommer til en crosstraining time. Der er en ny workout hver gang. Der er tale om hård og intens træning, som med garanti giver sved på panden.


'Flyt dig' - Efterårsemneuge på Hørby Ungdomsskole

En fast oktobertradition i Hørby er, at der på efterskolen i uge 41 afholdes efterårsemneuge. 

Dette år er temaet for emneugen ’Flyt dig’, hvilket går direkte ind midt i den proces eleverne har været igennem i de første to måneder af deres efterskoleophold. Det er en udfordring at flytte hjemmefra og det er en udfordring at flytte ind sammen med næsten 150 unge mennesker på samme alder og med de samme drømme som en selv.

Hørby Ungdomsskole tog med temaet ’Flyt dig’ lige netop fat på dette. Derfor var der ugen igennem aktiviteter, hvor eleverne har været udfordret på samarbejde, fysisk udholdenhed og evne til at tænke og planlægge.En overskrift på en aktivitet var ’Klar&Parat’ og dækker over en række udfordringer, hvor eleverne var delt ind i hold og skulle løse opgaver, der krævede, at alle gav deres bidrag til at klare udfordringen. På samme måde dækker overskriften ’Til&Fra’ over det at skulle sige til og fra en udfordring, man ikke kender på forhånd. Hvad vil der ske? Kan jeg klare det? Tør jeg? Var nogen af de spørgsmål eleverne stillede sig selv, inden der blev sagt ’Til’ og næste udfordring blev præsenteret.

 





Medaljer ved NM i løb for efterskoler.

Op til flere medaljer var med hjem, da eleverne havde været til NM i løb for efterskoler - og også pokalen for hurtigste pigehold i kvartmarathon fik til Hørby.

Ca. 15 lærere og elever var i den dejlige efterårssol til NM i løb for efterskoler, der blev afviklet på efterskolen HCI i Haverslev.

Det blev en attraktiv dag for Hørby-folkene, og således blev der løbet op til flere sejre hjem i løbet af dagen.

Sarah Smalbro, Ditte Smalbro, Thea Riis og Thea Berg fik pokalen for hurtigste pigehold på en kvart marathon, ligesom Sarah herudover fik bronze som tredje hurtigste pige på distancen.

Jonas Nedergaard Thomsen modtog en bronzemedalje som tredje hurtigste dreng på en halv marathon med en tid på 1:33.

Herudover vandt Hørbys løbelærer - Jesper Ejnar Jensen - prisen for den hurtigste deltagende lærer på en halv marathon.

<h3></h3>


Spil Dansk Dag.

Sidste torsdag i oktober er Spil Dansk Dag – en dag, der også markeres på Hørby Ungdomsskole, og allerede om morgenen var skolens kor – ’Mega Voice’ – en tur på Hørby Skole, hvor de hjalp til med at lære folkeskoleeleverne sangen ’Det klammeste jeg ved’, som er den sang, der har vundet titlen ’Årets danske børnesang’. Når denne sang også betyder noget for Hørby Ungdomsskole, skyldes det, at musikken til den er skrevet af Leif Jakobsen, som er søn af efterskolens tidligere forstander Finn Jakobsen.

Hjemme på efterskolen var der også musik, hvor bandet ’Lyhne and the Mojo Machine’ var gæster til en aftenkoncert.



Med venlig hilsen
HØRBY UNGDOMSSKOLE

Mogens Vestergård Pedersen
Forstander


Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbrev? AFMELD HER