Juni Nyhedsbrev - 2011
Sommerferien nærmer sig og dermed afslutningen på skoleåret 2010/11. I skrivende stund er eleverne midt i arbejdet med de mundtlige prøver, så det er de grønne duge, der præger hverdagen på Hørby Ungdomsskole i disse dage.
Når de mundtlige prøver er slut, er der en lille uges tid indtil dimissionen, der skal bruges på at få afsluttet skoleåret på den helt rigtige måde, så alle kan være med til at sætte det helt rigtige punktum for 10 måneders efterskoleliv på Hørby Ungdomsskole.
Mere herom i det nyhedsbrev, der udsendes lige inden vi gør på sommerferie. Dette nyhedsbrev kommer til at handle om, hvad der skete på Hørby i ugerne op til de mundtlige prøver.
| |

| Løbeudfordring, stafet og maratonFaget ’Løbeudfordringen’ er et af de fag, man som elev kan få på Hørby Ungdomsskoles Idrætslinie, og i takt med, at løb er vokset i popularitet i samfundet, så er det på Hørby Ungdomsskole også oplevelsen, at flere og flere af eleverne vælger netop dette idrætstilbud.
Faget har fast plads i det ugentlige skema, men det er naturligvis det at være med til et officielt løb, der tæller, hvad enten man løber for motionens skyld, eller man har sat sig store mål for bestemte løbe distancer, hvor et maraton, naturligvis er noget, som appellerer til flere.
Men for faget er det ikke nødvendigt at sætte sig så store personlige mål som et maraton for at være med, og således var der også mange niveauer repræsenteret, da Hørby Ungdomsskole med de løbeinteresserede elever deltog i Aarhus 1900-Stafetten i Marselisborg Skovene søndag den 15. maj.
Det hurtigste af de seks hold, der var med fra Hørby Ungdomsskole fik en placering som nummer 17 ud af 170 hold med en samlet tid på 3:43:23.
En af løberne fra dette hold - Asbjørn Skaarup fra Jerslev - deltog ugen efter stafetten i Aarhus i Copenhagen Marathon, hvor han klarede de godt og vel 42 kilometer på en flot tid lige under treenhalv time.
|

Lanciers, laksko og langstilkede roserSkoleåret på Hørby Ungdomsskole er ved at være slut, og det er på efterskolen en tradition, at der ugen før eleverne påbegynder de mundtlige prøver afholdes en gallafest, hvor alle er pyntede i deres stiveste puds og har øvet lancierens dansetrin til den store aften.
Forud for festen skal det naturligvis planlægges, hvem der er par til gallafesten. Således er det drengenes opgave at invitere pigerne ud, og det foregår på den måde, at hver af drengen modtager en invitation til festen, hvori der står navnet på en af pigerne fra skolen, som så skal inviteres til gallafest.
Og så får kreativiteten ellers frit løb for det er jo ikke en hvilken som helst strategi, der holder, hvis man skal opnå det eftertragtede ’ja tak’ fra den pige, man skal invitere. Mange steder på skolen kunne man derfor langt flere blomster – især røde roser – end sædvanligt, mens nogle i al stilfærdighed at gå til den udkårne og aflevere sin invitation, så havde andre valgt det store setup med sange og små filmklip, der blev fremført ved en morgensang eller ved middagsmaden, for på den måde at få afleveret sit budskab.
Mathias Thode Ostenfeld fra Hjørring skulle Teresa Strand Clemmensen fra Vodskov med til festen som sin gallapartner, og Mathias havde, da han skulle aflevere sin invitation lånt skolens musiklokale og pyntet det op med fyrfadslys, mens han selv spillede stille guitarmusik for at skabe den rette stemning. Og heldigvis sagde Teresa ja til at gå med Mathias til gallafesten, og hun fik da også ydermere, på selve dagen for festen, en buket blomster af sin kavaler.
Selve festen blev afviklet på efterskolen den 26. maj og indledtes med spisning i spisesalen, hvor personalet i dagens anledning stod for servering og betjening af de fine gæster. Senere på aftenen var der underholdning ved dramaeleverne, lanciers i hallen og senere sørgede orkestret ’SixPack’ for glade dansetoner indtil et godt stykke efter midnat.
Se billeder af de gallaklædte festdeltagere på Hørby Ungdomsskoles Facebook-profil. | |

| Hørby Ungdomsskole har fået ny bestyrelsesformandSognepræst Mette Behrndtz, Understed har afløst sin kollega - sognepræst Ole Pihl, Frederikshavn - som formand for Hørby Ungdomsskoles Bestyrelse. Mette og Ole har i den forbindelse udsendt følgende pressemeddelelse, der også bringes her i nyhedsbrevet:
Flere af Hørby Ungdomsskoles elever var for nyligt med i skovene ved Marselisborg i Århus, hvor de deltog i 1900 stafetten. Et løb, der finder sted på en meget kuperet og krævende rute, og som derfor også kaldes Danmarks hårdeste stafetløb. Mandag aften var Hørby Ungdomsskole, billedlig talt, selv vært ved et stafetløb, hvor deltagerne bestod af skolens repræsentantskab, som kommer fra baglandsgrupperne KFUM/K, Indre Mission, FDF og Blå Kors. En af deltagerne var skolens bestyrelsesformand, sogne- og ungdomspræst Ole Pihl, der efter et meget vellykket, veltilrettelagt og visionært løb ønskede at give stafetten videre til en ny formand. En enig bestyrelse valgte at overdrage formandsposten til sognepræst og ph.d., Mette Behrndtz, der udtaler: ’Jeg vil med valget som bestyrelsesformand efter Ole Pihl glæde mig til at bære stafetten videre. Om det bliver ’Danmarks hårdeste stafetløb’ for mig kan kun tiden vise; men jeg vil arbejde på, at bestyrelsen og jeg ved fælles hjælp kan bringe stafetten videre på en måde, så alle med tilknytning til Hørby Ungdomsskole fortsat kan juble ved målstregen.’
|

Den sidste måneds tid har budt på mange aktiviteter på Hørby Ungdomsskole, og udover dem, der er nævnt her i nyhedsbrevet har eleverne også deltager i efterskolemusikfestivalen AFTRYK i Bælum ved Østhimmerlands Ungdomsskole, ligesom, der har været skolebesøg fra Han Herreders Ungdomsskole. Herudover har elever og lærere haft en dag sammen med folkene fra Efterskolen i Dronninglund, hvor de to grupper sammen afviklede den - efterhånden - traditionsrige 'Store Legedag' på lejrcentret Thorup Hede.
I forhold til det kommende skoleår er fokus også rettet herhen, når det handler om planlægning af nye 10 efterskolemåneder for et nyt elevhold. Skolen er fra august næsten fyldt op og der er således 140 elever på listen her op til sommerferien. Det betyder, at vi kan oplyse, at der er enkelte ledige pladser, hvis der i kredsen af læsere af dette nyhedsbrev skulle sidde nogen, som drømmer om at blive efterskoleelev.
Med venlig hilsen HØRBY UNGDOMSSKOLE
Mogens Vestergård Pedersen Forstander

|