Kan dit postprogram ikke vise vores nyhedsbrev - så se det på linket her.

Februar Nyhedsbrev 2011


Vellykket tur til Dagali

160 fra Hørby Ungdomsskole var i uge 5 i Dagali. Som omtalt i nyhedsbrevet i januar er det 22. gang skolen besøget det lille skisportssted, og for deltagerne var turen i 2011 en lige så stor oplevelse og succes, som det har været tilfældet tidligere.

Igennem de mange år er det at være på skitur blevet meget mere almindeligt for mange familier, hvor en skitur med en efterskole skal kunne byde på andre elementer end bare det at stå på ski.

Hørby Ungdomsskole har derfor valgt, at sætte ekstra skub på fællesskabet i ugen, hvor man er draget hjemmefra skolen på Snedkergårdsvej. Det kan måske lyde lidt underligt, at der skal ekstra skub på fællesskabet for det er selvfølgelig en ting, der er med i hver eneste dag, når man er på efterskole, men alligevel er det anderledes når alle - elever og personale - i en uge samles omkring en enkelt aktivitet - skiløb - og samtidig er indkvarteret under samme tag på Dagali Hotel. Hele personalet er til stede hele tiden og mange af dagligdagens praktiske gøremål, som alle kender fra livet på Hørby - eks. madlavning, rengøring, lektier osv. - er erstattet af, at man kan være sammen og bruge tiden på snak, spil udeaktiviteter, sang og - ja, fællesskab.

Hver aften i Dagali samles alle i en af hotellets store stuer, hvor der en lille times tid inden sengetid er fælles afslutning på dagen med sang, underholdning og forskellige andre indslag, der er med til at binde holdet sammen - i dette tilfælde som 'Elevholdet 2010/11'.

Hørby Ungdomsskoles Facebook-profil findes flere billeder fra turen, ligesom der også ligger en lille film med oplevelser fra skibakkerne, som et par af eleverne har lavet. Kig engang forbi siden og se mere om skituren 2011.






Mange intelligenser i forældrehøjde

Knap 80 af elevernes forældre har over to aftner været med på en tur ind i det univers, der er det pædagogiske udgangspunkt for arbejdet med eleverne på Hørby Ungdomsskole.

Forældrene fik en introduktion til Hørby Ungdomsskoles pædagogiske tankegang, hvor turen fra hjernens modulopbygning og måde at arbejde på til, hvordan en moderne pædagogisk tilgang bedst kan arbejde med skolehverdag, der giver optimal læring til eleverne. I forlængelse af denne teoretiske gennemgang fik forældrene også lejlighed til at opleve forskellige af de undervisningsforløb, som lærerne bruger i klasserne - altså se, hvordan tankerne om læringsstilene fungerer, når eleverne møder dem.

På Hørby Ungdomsskole er grundlaget for det daglige skolearbejde, at eleverne undervises med læringsstile, som er en skolepraksis, der er blevet til på baggrund af amerikaneren Howard Gardners tanker om de mange intelligenser. I følge Gardner handler det om, at vores hjerne arbejder på baggrund af forskellige evneområder, der hver især kan forbedres, så mulighederne for at handle bliver større.  


Åbent hus - søndag den 13. marts

Søndag den 13. marts indbyder Hørby Ungdomsskole til et åbent hus arrangement - Efterskolernes Dag - hvor interesserede, der går med planer om, at skulle på efterskole er velkomne til at komme forbi skolen sammen med deres forældre.

Arrangementet gennemføres af 12 efterskoler i vendsyssel, og det handler om at gøre opmærksom på, at så mange unge som muligt skal have chancen for at opleve, hvad en efterskole kan tilbyde.

Vi ved, at der ikke vil være så mange unge i efterskolealderen i de kommende år, hvorfor det er vigtigt, at vi fra skolerne bliver bedre til at få fortalt om, hvad der sker hos os. Derfor blev kampagnen 'Vokseværk.nu' lanceret den 10. februar og skal i tiden op til søndag den 13. marts være med til at sætte fokus på, at det ikke er for sent at melde sig til et efterskoleophold og bliver efterskolelev fra august.

De nuværende elever fra de deltagende skoler har været dybt involveret i udviklingen af kampagnen - de optræder i de film, kampagnen bygges op omkring, og det er også dem, der via de sociale medier er med til at ekponere det at være på efterskole.

Hørby Ungdomsskoles Facebook-profil ligger en del af materialet - bl.a. filmene, som man kan se ved at besøge os her.



I weekenden 11-12. februar er der konfirmandweekend på Hørby Ungdomsskole, hvor godt 100 konfirmander fra Svenstrup-Ellidshøj og Sønderholm-Frejlev Sogne er på weekendophold på skolen. Konfirmanderne skal opleve denne del af konfirmationsforberedelsen som en lille smag på efterskolelivet, og de muligheder det giver.

Efter vinterferien i uge 8 går forberedelserne til årets musical for alvor i gang, ligesom mange af skolens idrætselever har travl med deltagelse i de sidste tuneringer, der har kørt hen over skoleåret.

 

Med venlig hilsen
HØRBY UNGDOMSSKOLE

Mogens Vestergård Pedersen
Forstander


Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbrev? AFMELD HER